Værdier og tryghed


Værdier
StudiePartnerOdense tilbyder undervisning og lektiehjælp til børn og unge. I den forbindelse arbejder vi målrettet for at sikre et læringsmiljø præget af respekt, tryghed og faglig professionalisme. Arbejdet med børn indebærer et særligt ansvar for at optræde etisk korrekt, vise modenhed og sikre et samvær, der altid er tydeligt, professionelt og uden risiko for misforståelser.

Vores arbejde bygger på følgende grundlæggende værdier:

Respekt
Vi møder alle elever med anerkendelse og forståelse for deres individuelle behov, læringsstil og personlige grænser. Undervisningen tilpasses den enkelte elev og ingen elev må opleve diskrimination, pres eller utryghed i forbindelse med undervisningen.


Professionel adfærd
Undervisere repræsenterer virksomheden og forventes til enhver tid at agere som positive og ansvarlige rollemodeller. Det indebærer korrekt sprogbrug, passende adfærd, tydelige grænser samt en professionel relation til både elever og forældre.


Tryghed og åbenhed
Et centralt mål er, at forældre med fuld tillid kan overlade undervisningen til os. Vi arbejder med åben og tydelig kommunikation, klare aftaler og relevant dokumentation der sikrer gennemsigtighed i virksomhedens arbejde.
Etisk ansvarlighed


Vi følger gældende lovgivning, og etiske retningslinjer, herunder krav om børneattest, underretningspligt, tavshedspligt og databeskyttelse.
Krav om børneattest


StudiePartnerOdense indhenter børneattest på alle undervisere og ansatte, der har direkte kontakt med børn og unge under 18 år, inden de påbegynder arbejde i virksomheden. Indhentning af børneattest sker i overensstemmelse med kriminalregisterlovens § 36, som giver arbejdsgivere adgang til, med den pågældendes universers samtykke, at indhente oplysninger om visse strafferetlige forhold vedrørende seksualforbrydelser mod børn. Attesten modtages og behandles fortroligt og opbevares ikke længere end nødvendigt.

Såfremt en børneattest indeholder relevante anmærkninger, må vedkommende ikke udføre arbejde, der indebærer kontakt med børn eller unge gennem StudiePartnerOdense. Børneattesten fornyes efter behov og minimum hvert tredje år, eller hvis der sker ændringer i ansættelsesforholdet, som gør det relevant.